LIDT OM AT KØRE MED AVISER.

Hvad vil det sige, at være omdeler hos Nordtrans. Læs nedenstående tekst, og kontakt os endelig, hvis du har spørgsmål.

Velkommen

Velkommen hos Nordtrans. En omdeler har som opgave at omdele aviser til abonnenterne i sit område. Det er vigtigt, at man altid leverer

  • Den rigtige avis
  • Til den rigtige abonnent
  • På det rigtige sted
  • Til den rigtige tid

Denne tekst er ment som en mulighed for at give dig et lille indblik i, hvad det vil sige at køre med aviser.

Det kan være et surt arbejde, når vækkeuret ringer tidligt, og regnen vælter ned udenfor, men det kan være ligeså rart, når man kører alene rundt i nattestilheden og nyder en solopgang, mens fuglene kvidrer. Vi omdeler aviser både på de sure og på de gode morgener; jobbet foregår på godt og ondt ude i den fri natur, og det er tidligt om morgenen, men mange af os holder meget af det.

Hvilke aviser kører vi med

Vi står for omdelingen af alle områdets store morgenaviser: Berlingske, Politiken, Jyllandsposten, BT, Ekstra Bladet samt diverse mindre blade. Nogle af aviserne kommer hele ugen, andre omdeles kun nogle af dagene. Frederiksborg amts avis er et uislået tillæg til hverdagsPolitiken i den nordlige del af området, ligesom Berlingske har et uislået tillæg med om søndagen.

Omdelingsdage

Er du ansat som hverdagsomdeler, skal du omdele aviser mandag til lørdag dog undtaget skæve helligdage. Søndagsomdelere omdeler på søndage samt helligdage.

Ved avisomdeling betragtes følgende dage som helligdage:

Nytårsdag (1. Januar), Skærtorsdag, Kristi Himmelfartsdag, St.Bededag, Grundlovsdag (5. Juni), Juleaftensdag (24/12) og 2. Juledag (26/12).

Langfredag, 2. Påskedag, 2. Pinsedag og 1. Juledag (25. December) udkommer der ingen aviser.

Når du modtager dine aviser

Ved hver omdelingsdag vil du sammen med dine aviser modtage en LIGA-liste. På listens forside vil det bl.a. fremgå, hvilket distrikt der er tale om, hvor mange aviser distriktet er på, om der er en omdeleravis samt eventuelle beskeder fra kontoret. Desuden står kontorets telefonnummer på forsiden, så du altid har det ved hånden, hvis du står med et problem om morgenen.

På side to vil det fremgå hvilke rettelser, der er på distriktet i forhold til sidste omdelingsdag samt eventuelle klager. Står der klager, er det vigtigt, at du læser klageteksten og sørger for at rette op på problemet. Husk at en abonnent, der har klaget, har haft en dårlig oplevelse. Det er din opgave at sørge for, at det ikke sker igen.

Selve listen starter på side tre; her står alle abonnenterne med vejnavn, husnummer, abonnentens navn samt naturligvis hvilken avis abonnenten skal modtage. Listen er opstillet i gangrækkefølge (heraf navnet), så man kan starte øverst på side tre og så følge listen rundt på en hurtig og logisk måde. Hvis du er uenig i kørselsrækkefølgen eller bare hellere vil have den sat på en anden måde, kan du kontakte kontoret som så vil få sat den om. Ligeledes forventes du at vedligeholde din liste, forstået på den måde, at hvis der kommer abonnenter til, der ikke er rigtigt placeret, skal du kontakte kontoret, så fejlen kan blive rettet.

Under omdelingen

Omdelingen skal være afsluttet kl. 6.30 mandag til fredag og 7.30 på lørdage og søndage. Hvis du, uanset årsag, ikke kan overholde dette sluttidspunkt, er det vigtigt, at du senest en halv time inden sluttidspunktet kontakter kontoret og meddeler forsinkelsen. Du skal meddele hvilke(t) distrikt, der bliver forsinket, hvad der er årsagen til forsinkelsen samt hvad tid, du forventer at afslutte omdelingen. Kontoret kan så underrette bladhusene, så abonnenter, der ringer og spørger til deres avis, kan få et fyldestgørende svar

Fridage, ferie og sygdom

Du kan selvfølgelig både få enkelte fridage og ferie fra dit omdelerjob. Husk bare, at i jo bedre tid du kommer med dit ferieønske, des bedre mulighed har vi for at nå at finde en afløser

Bliver du syg, skal du huske at ringe til os så hurtigt som muligt. Ring hellere eftermiddagen før end ved distributionstidens start med din sygemelding. Det kan være vanskeligt at finde en afløser om natten, og det vil som regel medføre forsinkelser til gene for abonnenterne.

Husk også

Hvis du kører bil, og den giver dig problemer i distributionstiden, er du dækket af firmaets Falck-abonnement. Hvis bilen ikke vil starte, du sidder fast, er punkteret eller lignende, kan du ringe til kontoret, som vil sørge for at Falck kommer og hjælper dig i gang/videre. Kan Falck ikke få bilen i gang, kan de sørge for, at den bliver bugseret på værksted, og at du kommer hjem.

Telefon

Vi har fra kontorets side besluttet ikke at have egentlige kontortider. I stedet svarer vi på telefonen det meste af døgnet, alle dage (indtil kl. 20.00). Det kan dog forekomme, at vi ikke har mulighed for at svare. Er du uheldig at ringe på et tidspunkt, hvor der ikke bliver svaret, så vent et par timer og prøv igen.

Ring altid KUN på kontorets telefonnummer, som er: 70 20 64 05 i nord og 70 22 64 05 i 4000.

Vi håber at dette har givet dig et lille indblik i jobbet som avisomdeler.

Nordtrans
Gry & Peter